mandag den 26. december 2016

MIDTVEJSSTATUS: OB skal ikke nødvendigvis bruge en angriber

Mediedækningen af OB har efter min mening kun fokuseret på de nemme punkter, men problemerne kan være store på Fyn.

Medierne har længe forsøgt at give gode begrundelser, der kunne forklare deres fejlvurdering af OB før sæsonen. Det lød, at OB skulle være en stor del af toppen med et skarpt angreb, et forstærket forsvar og en bomstærk midtbane. Det er ikke gået sådan, og ved nytår ligger fynboerne næstsidst i ALKA Superligaen, hvor der kun er kommet 16 mål ud af 21 kampe.
Begrundelser som underpræsteren, uheld for angriberne samt skader blev på skift bragt i medierne. Da Jens Jakob Thomasen kom tilbage, lød det nærmest til, at det var ham, man havde manglet hele sæsonen. Men det er det ikke. Man mangler skræmmende meget offensiv pondus, og det har kostet. Det skal jeg nok forklare om lidt.

Hvad ved vi?
Vi ved, at OB på nuværende tidspunkt er skadesfri. Det er kun skader i preseason, der kan sætte sit præg. Vi ved også at man i de sidste fem kampe i den regulære sæson kun skal møde to hold fra top seks i SønderjyskE og Randers, som man begge møder hjemme, og så ved vi, at der ikke er lavet nogle transfers overhovedet endnu. Måske venter de på mine bud...

Hvad skal ind?
- Der skal kanter ind. Der var nogle tegn på problemer allerede i sidste sæson, hvor man trods alt havde en Rasmus Falk, der legede med samtlige Superliga-forsvarere. Han er blevet erstattet af Rasmus Jönsson, og der er forskel på klassen. Det, der er sket, er, at angriberne ikke længere bliver sat op. En af grundene til, at Anders K. Jacobsen kun har lavet et enkelt mål i sæsonen er, at de skal klare alt selv, for der er ikke meget offensivt i midtbanen bagved. Sæsonen startede med Mohamed El Makrini og Izunna på den centrale midtbane, og deres problem er, at de simpelthen er for ens i deres spil. Senere har både Jens Jakob Thomasen og Nana Welbeck slået Izunna af, og selvom at man kun kan være enig i, at der skal spille en anden type end Izunna, er det ikke lykkedes.

Et andet klart problem er i mine øjne kanterne. Rasmus Jönsson. Herregud, hvor jeg elskede den mand i AaB's guldsæson, men kan han nogensinde finde det niveau igen? Jeg tvivler. På den anden kant har Joan Simun Edmundsson og Mathias Greve ofte delt spilletiden, og det er to vidt forskellige spillere. Edmundsson har en bedre teknik og mere flair, mens at Greve er hurtigere og har knap så god en udholdenhed. Er der nogle af disse tre, hvor du tænker, at de kan føre OB væk fra de nederste pladser? Jeg gør ikke, og selvom at Mathias Greve er hjemmeavlet, så har han ikke haft en god sæson.

Det er kanterne, der er det store problem, og her skal man have en person, der kan ligge nogle indlæg. Anders K. Jacobsen er farlig i boksen, men bliver serviceret alt for lidt. Hvis man kan finde en typisk kantspiller, kan det løse mange problemer, for det halter ikke med afslutninger; det halter med at skabe de store chancer. Generelt har klubben omstillet sig for dårligt efter Rasmus Falks afgang, og det bøder man for nu

Hvad skal væk?
En angriber. Thomas Mikkelsen har i medierne brokket sig over manglende spilletid, og man forstår ham godt, til trods for at han ved Gud ikke er nogen stjerneangriber. Han skal kæmpe med Anders K. Jacobsen, hvis krop efterhånden er lavet af pulver, samt Rasmus Festersen, der står for noget hårdt arbejde, men skarpheden er der slet ikke. Det er svært ikke at tænke på OB's første kamp i sæsonen, hvor Festersen brændte straffe, og hvor chance på chance blev misbrugt. Det lignede ikke den tidligere FC Vestsjælland-spiller, men sådan har meget af sæsonen været. Jeg tror på mange måder, at der ryger en angriber, men det er svært at se, hvem af dem det er. Jeg bliver dog overrasket, hvis det er Festersen.

Og så kunne jeg godt tænke mig, at man udlejede den unge stopper Hasan Kurucay ud i det her vindue. En førsteårsspiller med en pokkers masse selvtillid, som man skal prøve af. Men før at han kan lejes ud, skal hans kontrakt forlænges. Sammen med en anden 97'er Kristian Weber, fik de nemlig kun en halvårskontrakt i sommers, og det frustrerer mig. Både fordi at en halvårlig kontrakt til en ung spiller er noget frygteligt pjat, og så fordi at de stort set ikke har været i truppen. Jeg skal endnu ikke gøre mig klog på, om de to spillere kan blive gode nok. Det har jeg ikke set dem spille nok til. Men Kurucay har spillet for alle tyrkiske ungdomslandshold, og det vidner om, at der er en mængde at talent, som OB godt kan bruge. Forlæng kontrakten, og send ham på leje i 1. division. Så får han kamptræning. Ellers har det halve år været totalt spildt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar