Kære Thomas

Kære Thomas Delaney. Tak for alt.

Jeg er ikke københavner. Jeg er ikke fan af FC København. Jeg har blot set en enkelt FC København-kamp i Telia Parken i denne sæson. Men tak alligevel, for du har sgu betydet noget for den Superliga-passion, jeg har.

Du har aldrig trukket dig i en tackling, du har aldrig givet den anden end 100% for den klub, jeg ved, du elsker sindssygt højt. Det har gjort dig til en publikumsyndling. Ikke bare for de trofaste fans på Sektion 12, men også for en pokkers masse andre, der elsker, at se de bedste spillere i Superligaen spille. Din ærgerrighed, din lyst til at spille fodbold og ikke mindst dit smukke hår har gjort dig til en mand, de fleste i Danmark elsker at se spille.

Jeg kan godt huske, da du blev anfører, og hvor spillet haltede for dig. For det må vi heller ikke glemme. Vi må ikke glemme, at dit spil pludseligt faldt i niveau, men i dag er du et sted, som du ikke ville være, hvis den periode ikke havde været der. Den har om muligt gjort dig endnu mere mentalt stærk. Så du har ærgerrigheden, viljen, den mentale styrke og naturligvis også de tekniske færdigheder. Hvis ikke der sidder en pokkers masse små rollinger i hele lander, som kigger op til dig, så forstår jeg ingenting.

Kære Thomas, jeg forstår sgu også godt, at du fik tårer i øjnene i din afsked, for du fik det, som du fortjente. Den utrolige mængde sangstemme fra fansne igennem kampen, de to smukke videohyldester, samt det flotte ottetal i romerlys som blev lavet, da du takkede dem for sidste gang. Det var fantastisk, og havde det været mig, havde jeg tudbrølet som en fireårig pige, der lige har fundet ud af, at hendes forældre har glemt hende i børnehaven.

Du har været den bedste spiller længe i den danske Superliga. Det var fortjent, at du med over 80% af stemmerne vandt prisen som efterårets spiller, og det har været en udsøgt fornøjelse at se dig på banen.

Så kære Thomas. Tak for oplevelserne fra en neutral Superliga-fanatiker. Jeg vil savne at se dig i Superligaen. Held og lykke i Bremen.