AGF er muligvis Danmarks mest svingende hold. Man har tabt 7-0 til Brøndby, men også vundet 6-2 over Esbjerg og 5-1 over AC Horsens. Senest spillede man lige op med et træt FCK-hold, hvor man dog tabte 1-0. Der er absolut intet facit på AGF's spil, for der mangler stadigvæk en bagkæde, som kan spille med det høje pres, hvilket til tider har været et problem. Og kan Duncan holde sig skadesfri i en hård nedrykningskamp? Og hvad vil man dog bruge Mikkel Rask til?
Vi ved, at Glen Riddersholm er god til over tid at bygge et slagkraftigt hold op. Det lykkedes i FC Midtjylland, men det ser sværere ud i AGF. Udover en til tider utålmodig bestyrelse, har de også gjort den dygtige Peter Christiansen til sportschef, og det er kun tiden, der må vise, om det er godt eller skidt. AGF møder i de sidste fem kampe både AaB, Viborg og OB, og hvis der skal være tro på tingene i Århus, skal man minimum have seks point ud af de tre kampe.
Hvem skal ind?
Ja... Mikkel Rask åbenbart. Undskyld, men jeg forstår ingenting. Jeg er helt med på, at man skal hente en midterforsvarer, der kan dække den anden plads ved siden af det sikre kort Niklas Backman, men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det skal være Mikkel Rask. Han har set tung ud i det meste af sæsonen, og ud over en fænomenal evne i luftspillet, tror jeg ikke på, at han kan passe ind i Riddersholms presspil. Han er ikke hurtig eller aggressiv nok til at passe ind, og det undrer mig. Jeg synes i øvrigt også at Dzhamaldin Abdulkhalitovich Khodzhaniyazov, (Uden brug af Google), er en bedre fodboldspiller. Rask-handlen er tæt på uforståelig, for hvis man ville have en breddespiller, kunne man have hentet en langt billigere.
Så er der en målmandsposition, hvor man må indrømme, at Aleksandar Jovanovic er gået voldsomt ned i niveau, efter at han fik slået tænderne helt op i gummerne mod Esbjerg. Han koster nogle mål, men har fortsat slået Steffen Rasmussen af. Rasmussen gjorde nu heller ikke god reklame for sig selv i det famøse nederlag til Brøndby, men Jovanovic må virkeligt være god til træning. Jeg tror ikke, at man vil hente en ny spiller en på målmandspositionen, for AGF må føle sig godt dækket ind med to semigode målmænd. Til gengæld skal man have en god kantspiller, for det er muligvis her, AGF er allermest truet på kvalitet. Christopher Oikonomidis er, udover at frygteligt dårlig til at filme, en smuk evne til at producere ingenting. Stephan Petersen er ikke Glen Riddersholms kop the, mens at Martin Spelmann, Kasper Junker og Danny Olsen også alle har spillet på kanten, hvilket må ses som et udtryk for, at der mangler en god spiller derude. En rigtigt god og aggressiv højre kant, der ville kunne slå en masse gode indlæg, ville være optimalt for AGF. Det ville hjælpe dem så meget.
Hvem skal ud?
Oikonomidis er kun lejet, og Jovanovic blev hentet ind i sommers, så i stedet for at kigge på, hvem man helst så ude, må man hellere se på dem, der kunne forsvinde. Stephan Petersen fik man i en større omgang panik beholdt i et år mere, men kontrakten udløber til sommer. Kantspilleren har for lidt løbevillighed i forhold til Riddersholms taktik, og hvis AGF vil tjene lidt på ham skal det være nu. Danny Olsen er også spændende, for han har ikke spillet nok. For få år siden var han et vigtigt aktiv i FC Midtjylland, men alt gik galt, da han lavede et mystisk skifte til AGF, hvor han ikke længere er fast mand. Det kan han ikke være tilfreds med, og jeg kunne også godt se ham ryge videre i det her vindue. Et sidste navn på den liste, er Elmar Bjarnason. Det er en spiller, som jeg egentligt godt kan lide, men ligesom de to foregående, har han en kontrakt, der udløber til sommer. Jeg håber egentligt, at man forlænger med islændingen, men hvis ikke det er planen, skal man ikke lade så dygtig en spiller gå på fri transfer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar