tirsdag den 27. december 2016

MIDTVEJSSTATUS: EfB får møghamrende travlt

Esbjerg er en patient i døende tilstand, og der skal åbenbart hentes ind. Er det nødvendigt? Både og.

Blogindlægget er skrevet før lejemålet med Konstantin Tsimikas

Esbjerg er en spændende klub at følge, men muligvis ikke en lige så sjov klub at være fan af. Trænerfyringer, en fyret formand, en iskold bestyrelsesformand og spillere, der absolut ikke spiller for klubben, er noget af det, der ses i Esbjerg for tiden. Et hektisk halvår er sluttet af med at Hans-Peter Rasmussen blev fyret som formand, hvorefter han i Jyllands-Posten udtalte, at det var "umuligt at manøvrere i et farvand med så mange lig i lasten." Tidligere i sæsonen har den hollandske sportsdirektør Ted van Leeuwen udtalt, at han regnede med at op mod seks spillere skulle hentes her til vinter, og så blev klubikonet Michael "Mex" Pedersen fyret fra sin badebillet af en sportsdirektørstilling. Der foregår mange spændende ting i Esbjerg, og transfervinduet bliver ikke for børn.

Hvad ved vi?
Vi ved at den fejlslagne transferstrategi over de seneste vinduer har kostet i pengekassen. Samtidig med fyringen af Hans-Peter Rasmussen sneg EfB lige et underskud på 30 millioner kroner ind, og det gør, at man skal finde billige spillere. Vi ved dog også, at van Leeuwen har et stort transfernetværk, men at det foregår i mere perifære lande. Således har hollænderen tidligere udtalt, at der var et uudforsket spillermarked i Kina og Vietnam. Så ved vi også at Daniel Stenderup har fået ophævet kontrakten, og at Brent McGrath har fået løbepas.

Hvad skal ind?
Ja, åbenbart ret meget. Der er dog endnu ikke lavet nogen konkrete handler, men de kommer. Og hvis ikke de kommer defensivt, bliver jeg overrasket. Esbjerg har lukket to mål ind i snit (?!) i deres første 21 kampe, og det er efterhånden blevet bevist, at der er store vanskeligheder. Både Marco Lund og Andreas Nordvik mangler meget placeringsmæssigt, og jeg har næsten ikke tal på, hvor mange gange det er placeringen de to midterforsvarere imellem, der har kostet mål. Jesper Lauridsen er fredet på venstre back, mens at Ryan Laursen også er det på højreback, hvis han da bliver i klubben. Man skal hente en, ja måske endda to midterforsvarere til klubben, for der halter det. Så skal man også have en decideret kantspiller mere, for man kan på mange måder ikke bruge Bjørn Paulsen mere forkert, end han bliver brugt lige nu. Awer Mabil har været et stort plus i bogen, og hvis man kan hente en kantspiller mere, kunne man sende Paulsen ind på den centrale midtbane, hvor han bestemt har udholdenheden og styrken til at være. På den centrale midtbane er der store vanskeligheder mellem Jesper Jørgensen og Victor Pálsson, hvor især sidstnævnte har en udsøgt evne til at falde ud af kampene, når det går skidt. Der kan med andre ord hentes rigtigt, rigtigt meget på en masse forskellige positioner, og så har jeg endda udeladt at snakke om angriberne...

Hvad skal ud?
Der er simpelthen så meget, der skal ud af banen, at jeg har valgt at lave det på en lidt anden måde. Hertil nævner jeg igen, at Brent McGrath næsten med sikkerhed ryger, og at Stenderup har fået ophævet kontrakten. I stedet har jeg givet fem bud på transfers, der sagtens kunne ske.

Jeppe Andersen:Den alt for skadede kantspiller har før ytret ønske om at komme væk fra Esbjerg, men skaderne har kostet. Det seneste nye er, at der skulle være bud om den tidligere Vejle-spiller fra New York. Det ville være et godt skifte for alle parter, for det er næsten svært at se Andersen spille en hel sæson uden skader.

Ryan Johnson Laursen:
Står i samme båd som Jeppe Andersen. Har før haft bud fra den hollandske liga, men højre backen har været uheldig med skader. Som for eksempel da han i sin comebackkamp blev skadet mod FCK. Problemet er blot, at reserve Nikolaj Hagelskjær er lige så skadet, så man skal stole meget på Jeppe Brinchs evner som back. Det er ikke umuligt, at det kunne lykkes, men det er en farlig plan.

Victor Pálsson:
Jeg forstår ikke, at Pálsson ikke er blevet slagtet i medierne for nogle af de udtalelser, der har været. Efter hvert nederlag har han lavet en "Victor Fischer", hvor han har hængt hele holdet ud, men det har ofte været tydeligt at høre på hans arrogante holdning, at han ikke mener, at han er en del af det. Fungerer i øvrigt hverken på eller uden for banen med Jesper Jørgensen, og har flere gange vist en dårlig moral på banen. Esbjerg, sælg.

Bjørn Paulsen:
Det er vel egentligt de færreste EfB'ere, der vil have Paulsen væk. Et stille og roligt gemyt, der er voldsomt hårdtarbejdende, men som også bliver brugt forkert på holdet. Der har før været snak om, at Paulsen skulle tilbage til SønderjyskE, hvilket meget vel kunne ske. Jeg håber kun, det sker, hvis Paulsen ikke ryger ind centralt. For på kanten er han spildt.

Casper Nielsen:
Jeg er 100 procent sikker på, at Casper Nielsen ryger. Det eneste, der kunne være, er hvornår. Sælger man ham nu, eller ryger han først gratis til sommer. Nielsen har endnu ikke givet noget intention om at forlade klubben, men i stedet skulle Brøndby være interesserede i at bruge Nielsen som 10'er. Jeg tror godt, at det kunne lykkes bedre i Brøndby, men spilleren ligger mere på jorden, end han står op, og det kunne godt være endnu et salg for Esbjerg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar