torsdag den 13. juli 2017

FC Midtjyllands vej mod Europa League-titlen: Ferencváros TC

Efter nem modstand i første runde skal ulvene fra Herning en tur til den ungarske hovedstad, Budapest, hvor man skal imod Ferencváros, der er det mest vindende ungarske hold nogensinde.

Modstander: Ferencváros TC
Vejen hertil: FC Midtjylland var aldrig i fare for at slå de yderst naivt spillende irere fra Derry City og var næsten fra første minut foran. Ferencváros spillede mod lettiske FK Jelgava, hvor man også fuldt fortjent vandt med 3-0 samlet.
Spilletidspunkter: Torsdag d. 13/7 i Ungarn, Torsdag d. 20/7 i Danmark
Stadion: Groupama Arena (Plads til 22.600 tilskuere)
Manager: Thomas Doll
Placering på UEFA's klubkoefficentliste: Nr. 271 (FC Midtjylland ligger nummer 104)

For anden år i træk får FC Midtjylland ungarsk modstand i Europa League-kvalifikationen. Sidste år var det Videoton, som man med nød og næppe fik slået, og i år venter så den største ungarske klub gennem tiden, Ferencváros. En klub med 29 hjemlige mesterskaber, men også en klub, der ikke kunne forsvare mesterskabet fra 2016 og sidste år blev det blot til en fjerdeplads i Ungarn. Mesterskabet blev vundet med blandt andet Ádám Nagy (Nu Bologna) og Cristian Ramírez (Nu Kuban Krasnodar), og så var klubben ikke dygtige nok til at finde nye spillere. Før sidste sæson brugte man mange penge på tyske Oliver Hüsing, men han er allerede væk igen.

Dog har man hentet nogle spændende spillere ind før denne sæson, hvor den ungarske landsholdsspiller Tamás Priskin blandt andet er kommet til sammen med den spændende Fernando Gorriaran fra River Plate. Alt i alt er det et bedre hold end sidste år, og holdet må være favorit til at vinde den ungarske liga i denne sæson. Alt i alt ser det faktisk ud til at blive en hårdere modstander end sidste års Videoton, og det er ikke bare på det spillemæssige plan. I år skal de til en større klub i en større by med en større fanskare på et større og nyere stadion.

Klubben spiller i en 4-2-3-1-formation med den nyindkøbte Fernando Gorriaran og voldsomt rutinerede Zoltán Gera - Ja, han spiller altså endnu - som er blevet 38 år gammel, men den tidligere West Bromwich-spiller blev kåret til Årets Spiller i sidste sæson. På toppen har man den nyindkøbte landsholdsangriber Tamás Priskin, der scorede sit første mål for klubben i den anden kamp mod FK Jelgava.

Holdet:
Det er et rimeligt aldrende hold, som ungarerne stiller med, og gennemsnitsalderen er over 26 år. Man har også tre spillere på 35+, men man har så prøvet at gøre holdet yngre igennem indkøb. Blandt andet ved at købe den 24-årige Gorriaran og 24-årige Kenny Otigba. Sidste sæsons topscorer Daniel Böde er skadet og forventes ude i tre til fire uger endnu. Et stort tab, for Böde var bestemt en af de vigtigste brikker i puslespillet, og man stolede meget på hans mål. Nu har man i stedet hentet Tamas Priskin ind, men spørgsmålet er, om han er helt på samme niveau.

Træneren:
Thomas Doll må siges at være en velkendt herre både som spiller og træner. Tyskeren er i mange danskeres øjne måske mest husket for at have spillet EM-finalen i 1992, hvor han fik 2. halvleg, mens at han også som manager har stået i spidsen for både Hamburger SV og Borussia Dortmund. Nu er den 50-årige tysker så at finde i Ferencváros, hvor han sidste år blev kåret til Årets Træner i ungarsk fodbold. Doll har udtalt inden kampen, at han føler, at han har godt styr på FC Midtjylland, som ifølge ham kommer med gode boldspillere og gode standardsituationer, mens han dog også har udtrykt en vis form for bekymring over den store Paul Onuachu.

Klubben:
Som tidligere nævnt er klubben en legendarisk klub i ungarsk klubfodbold, og det største europæiske resultat nogensinde var, da man i 1975 tabte finalen i Cup Winners Cup-finalen mod sovjetiske Dynamo Kiev. To gange før har klubben mødt dansk modstand i europæiske kampe, men de har faktisk aldrig vundet en betydningsfuld kamp over et dansk hold.

Kampen kan stadigvæk ses på den ungarske tv-kanal M4Sport's hjemmeside www.m4sport.hu.

FC Midtjyllands chancer?:
FC Midtjylland bør alt i alt være det bedre hold af de to klubber. Det er ikke sikkert, at det bliver til en sejr på udebane, og Ferencvaros er et stærkere hold, end de var sidste år, men derfor er favoritværdigheden stadigvæk ved FCM. Den er dog ikke stor, og det kræver nok et mål i Ungarn, for at det ikke bliver krampagtigt på hjemmebane. Dog er det et stærkt FC Midtjylland-hold, som med stor sandsynlighed også har fået nogle insider tips fra ungarske Zsolt Kórcsmar.

FC Midtjyllands chancer i procent:
60-40

Ingen kommentarer:

Send en kommentar